Måske er du som mange andre ejerledere dybt involveret i din virksomheds daglige drift, og du føler, at hvis du holder ferie, så ramler hele butikken.
Måske tænker du: det er ikke dét værd at holde fri, det giver bare en masse, som jeg skal samle op på bagefter – og så knokler du videre.
Men det er vigtigt, at du kan holde helt fri fra din virksomhed, uden at du skal bekymre dig om, at tingene ikke går.
Og faktisk er det tegn på et problem i din virksomhed, hvis du ikke kan slippe tøjlerne uden at ting falder på gulvet.
Har du et team omkring dig, skal de kunne køre forretningen, også selvom du holder fri en uges tid eller mere.
Juster dit mindset
For det første skal du ændre dit mindset fra, at du er uundværlig til at teamet kan klare det her.
Din virksomhed er ikke ordentligt bygget op, hvis du ikke kan være væk en uge, uden det hele bryder sammen.
En uge er kort tid. Og selv hvis der er en opgave, som kun du kan løse, så kan det meste vente en uge.
Dit fysiske og mentale helbred er rygsøjlen i din forretning, og den del skal være sund, og det er den ikke, hvis du aldrig holder ferie, hvor du kan slappe helt af og lade op.
Kan du ikke være klar i hovedet og træffe gode beslutninger for din virksomhed, så går det helt sikkert hurtigt den forkerte vej, og netop derfor er ferie og afslapning vigtig.
Så lad være at tænke: hvis jeg tager ferie, så kører min forretning af sporet.
Det er lige omvendt: hvis du ikke tager ferie, så kører din forretning af sporet.
Kend dit årshjul og læg dine ferier efter det
Hvornår har I mest travlt i virksomheden?
Der er naturligt nogle tidspunkter på året, hvor forretningen alligevel kører langsommere – f.eks. omkring jul og sommerferie – så læg dine ferier hvor det alligevel kører langsomt i virksomheden.
Har du brug for ferie udenfor de store ferier, så tag en forlænget weekend.
Fredag og mandag er dage, hvor folk ramper op og ned – så tag en forlænget weekend fra torsdag efter arbejde og til mandag aften.
Selv en mindre ferie kan gøre rigtig meget gavn og sænke stressniveauet.
Men hvad nu hvis der opstår problemer mens du er væk?
Hav en backup plan.
Før du tager afsted, så finder du en stedfortræder.
En der kan tage beslutninger på dine vegne.
Ofte en medarbejder der har været med i virksomheden et godt stykke tid, og som du har tillid til.
Ham overlader du ‘nøglerne til slottet’.
Fortæl dine medarbejdere, at ‘bliver der noget’ mens du er væk, så skal de snakke med din stedfortræder.
Din stedfortræder kan kontakte dig per telefon, hvis noget virkelig brænder – men ellers ikke.
Er du den type der tænker: “De vil nok ikke forstyrre mig, men det går sikkert ikke godt derhjemme” – så bed din stedfortræder sende dig en lille statusmail hver dag med ‘alt ok’.
Forventningsafstemning
Sæt din mail op så dine kunder ved, at du ikke er tilgængelig i det tidsrum, du er på ferie.
Denne forventningsafstemning vil få dine kunder til at forstå, hvorfor de må vente lidt på svar.
Skriv også at hvis dette er akut, så kan de kontakte din stedfortræder.
Arbejd forud
De ting du allerede kan forudse sker, mens du er væk kan du forberede dig på og måske give dit input til på forhånd, så du er et skridt foran på opgaverne, når du vender tilbage.
Tag dit grej med dig
Tag din computer, telefon, oplader, webcam osv. med dig.
Ikke fordi du planlægger at bruge dem på ferien, men fordi du hurtigt kan tage det der online møde, hvis det bliver strengt nødvendig – eller du kan lige logge på og løse et teknisk problem.
Lad være at spille macho up front og sige “Det får jeg ikke brug for” og så sidder du og hopper på ferien og ønsker virkelig, at du bare lige selv kunne logge på, for det tager kun 5 minutter for dig at løse problemet.
At du har muligheden for lige at logge på kan også give dig sindsro på ferien.
Træn dit team
Du skal træne dit team til alt det, som du tror, at kun du kan gøre.
Du er ikke speciel.
Andre kan lære at gøre alt det, du kan gøre.
Så start med at dokumentere hvordan du gør tingene – evt. blot på en video, og lad så andre skrive processen ud som en SOP (standard operation procedure).
Når der er godt styr på processerne for virksomhedens forskellige aktiviteter, og de er beskrevne, så er det i virkeligheden bare at læse manualen.
Bliver det nødvendigt, kan ‘enhver’ udføre jobbet, hvis det skulle blive nødvendigt.
Dette er kun muligt, når processerne er dokumenteret og uddelegeret.
Alternativet er, at du selv bliver ved at hænge på opgaverne og ‘lige så godt selv kan udføre dem’ fordi du jo ved hvordan.
Prisen for dette er, at du aldrig slipper fri af din forretning – og den bliver uhyggelig sårbar, fordi den afhænger så meget af dig.
Det er én gang at dokumentere det, men et helt arbejdsliv, du selv skal eje opgaven, hvis du ikke dokumenterer og uddelegerer.
Når du en dag vil sælge din virksomhed, så vil disse procesbeskrivelser også give en fantastisk værdi for dem, der skal overtage virksomheden og videreføre den, fordi det er beskrevet, hvordan alt udføres.
Samtidig bliver det meget lettere at rampe nye medarbejdere op, når der er veldokumenterede processer.
Så sæt nu din næste ferie i kalenderen og tag ovenstående forslag i brug – så du kan slippe din virksomhed og holde fri med ro i sindet.

