Bliver du bekymret, når der tales om recession?
Så husk at mange virksomheder netop er opstået og har blomstret i modgangstider.
Recession skaber muligheder for de virksomheder, der er villig til forandring.
Hvordan kan recessionen så blive en fordel for din forretning?
Her kommer 4 bud:
Bootstrapping frem for investorer
I gode tider er det lettere at låne penge og finde investorer, så der er økonomisk hjælp til hurtigt at vækste virksomheden.
I tider hvor den økonomiske krise kradser, kan det være vanskeligere at låne penge, og investorerne er mere forsigtige.
Det betyder, at flere virksomheder må bootstrappe – eller sagt på jysk ‘rykke sig selv op ved hårrødderne’, og have fokus på, hvordan de hurtigst muligt kan skaber profit, så virksomheden er selvfinansierende, og det er måske ikke så skidt endda, at fokusere på, at der skal være en sund indtjening og skæres til, hvis noget ikke er sundt.
Recessionen er således din gode mulighed for at trimme, justere og optimere din forretning.
Bootstrapping giver måske en langsommere vækst, men ofte også en mere stabil vækst – og så forbliver butikken din egen, og du er ikke underlagt en investor – det kan der også være fordele i.
SEO frem for annoncering
Markedsføring er vigtigt – måske særligt i krisetider – men også dyrt. Så hvordan kommer vi ‘billigst muligt’ om ved det?
Med stigende priser på betalt annoncering, er det sandsynligt, at flere vil investere i SEO. Vi får derfor forhåbentlig endnu mere fokus på at skrive det gode indhold og de fede blogindlæg og optimere vores hjemmesider, så Google kan li’ os.
Gode blogindlæg er et aktiv for din virksomhed, som kan tjene dig flere år frem, mens annoncering kun tjener dig mens du betaler.
Så frem med det gode skriv som er en godbid for dine læsere – og et aktiv for dig.
Mere live, online læring og interaktion
Covid gav os et par år, hvor vi blev vant til online træning og møder. Derfor er det blevet mere naturligt for os at køre live workshops, live learning eller sparring, og dette er win-win for både virksomheden der udbyder sin service og modtageren.
Selvom det er hyggeligt med interaktionen på fysiske events, er det også dyrt i både tid og penge pga. rejser, overnatning og forplejning.
Derfor kommer de online live kurser ind handy nok engang i en sparetid.
Måske er det nu, at du skal give fuld gas på online live events for at præsentere din virksomhed?
Live events er jo ‘næsten som at være der selv’, da der kan stadig interageres og stilles spørgsmål – i modsætning til online kurser, der er optaget.
Live events forventes heller ikke at være så finpudsede som optagede kurser, hvilket også gør produktionstiden kortere for afsender, og det hele mere levende for modtageren – så det er win-win.
Så sæt fuld blus under live events, hvis du ikke allerede er i gang.
Remote work som en konkurrencefordel når du ansætter
Først var vi trætte af at skulle arbejde hjemmefra, og så var vi trætte af at skulle tilbage på kontoret.
Ikke desto mindre beder mange virksomheder nu igen deres medarbejderne om at komme retur til arbejdspladsen fysisk, og det er der mange, der ikke er vilde med.
Derfor kan det i ansættelses sammenhænge være en betydelig konkurrenceparameter, hvis du sætter arbejdet helt frit mht. tid og sted, og du kan derved tiltrække den højt kvalificerede arbejdskraft bedre end dine konkolleger, der måske stadig holder fast i det fysiske fremmøde.
Så ja – der er forandring i luften, men der er også nye muligheder, der kan udnyttes.
Hvilke muligheder eller tendenser ser du, som kan udnyttes i en tid med økonomisk krise?

